Bullshit – det var hvad Natasha Jen, partner i designbureauet Pentagram, kaldte design thinking i sin talk på konferencen 99U. Hendes kritik er både rammende og tiltrængt, men er efter min mening ikke helt dækkende. Der er nemlig flere faktorer end manglen på crit, som gør design thinking til en problematisk løsningsstrategi i forhold til brugerdrevet innovation. Det er faktorer, der kan forlede folk til at tro deres arbejde er innovativt, uden det reelt er tilfældet – eller motiverer til en overfladisk implementering, som Michael Hendrix fra IDEO kalder theater of innovation.
Når design thinking bruges imod hensigten, sker det på bekostning af dets oprindelige formål: At udvikle og innovere produkter og services med et brugercentreret afsæt. Jeg vil med artiklen her forsøge at komme omkring de væsentligste kritikpunkter af design thinking, og beskrive deres implikationer for udviklingsprocessen og slutproduktet.
Ingen kender design thinking, men mange har et bud
En ide. En strategi. En metode. Et mindset. Buddene er mange og forskelligartede, når man spørger folk, der arbejder med design thinking, hvad begrebet dækker over. Årsagen er, at der ikke formuleret en entydig definition, som afgrænser dets formål og funktion.
Fraværet af forståelsesramme åbner op for en bred fortolkning, som i flere tilfælde er direkte misvisende. Det forekommer tydeligt, når man læser forskellige danske og udenlandske konsulenthuses forståelse og tilgange til design thinking. Enkelte har ligefrem manipuleret processen, så den passer ind i en forretningsmodel, der favoriserer egne kompetencer og ydelser.
Design thinking var oprindeligt et modsvar til den systematisk funderet tilgang til problemløsning, som fejlede overfor såkaldte wicked problems. Når man bevidst bøjer begrebet til at passe ind i en anden virkelighed – fordi det gør processen nemmere at håndtere eller økonomisk mere lukrativ – risikerer man at skulle løse et problem med den samme tænkning, som skabte det.
Designtænkning motiverer kassetænkning
En af grundstenen i design thinking, er iteration – det at en proces eller handling gentages. Selvom enhver udøver af design thinking vil påstå, at vedkommendes arbejde foregår iterativt, vil jeg argumentere for, at det sjældent er tilfældet.
De modeller, der beskriver design thinking, er en variation over samme tema: der er tale om lineære procesmodeller opbygget af 4-6 distinkte faser. Enkelte modeller har illustreret interationen med streger, der springer imellem faserne. Andre forløber lineært uden vekslen, som det fx er tilfældet med Googles sprintformat, hvor de fem faser er fordelt på ugedage.
Det giver sig selv, at en proces først er iterativ, hvis man enten gentager den, eller springer frem og tilbage mellem metodens faserne. Hos Google arbejder man iterativt, ved at undersøge samme objective gennem serier af sprints. Hvis man følger en procesmodel slavisk trin for trin, fraviger man de principper, der ligger til grund for brugerdrevet design.
Der en udbredt ide om, at designdrevne innovationsprocesser altid starter med empatiske studier research, at de bør foregår isoleret fra designprocessen øvrige faser. Det er en fejlslutning, som strider imod designteorien, der netop beskriver hvordan problem- og løsningsfelt udvikles samtidig (co-evolve). Det sker ved brugen af såkaldte solution-conjectures: foreløbige skitseideer der hjælper designeren med frame en eller flere problematikker, som tæmmer problemet, og gør det håndterbar. Det er en lærende proces, hvor designeren konstant veksler imellem udforskning af problem- og løsningsfelt:
“The nature of the problem can only be found by examining it through proposed solutions, and it seems likely, that its examination through one, an only one, proposal gives a very biased view. It seems probable, that at least two radically different solutions need to be attempted in order to get, through comparisons of sub-problems, a clear picture of the real nature of the problem”.
Jeffery Marple, designteoretiker
Hvis man adskiller researchfasen fra den resterende udvikling, gør man sig selv en bjørnetjeneste, for hvad der umiddelbart kan virke rationelt, risikerer at gøre udviklingen endimensionel og irrelevant: Hvis man ikke trykprøver sine synteser og konklusioner undervejs, foregår udviklingen i et ekkokammer, der afkobler slutbrugeren fra ligningen. Man vil i så fald ende ud med et tænkt produkt eller service, som fejler, når virkeligheden rammer.
Metoder erstatter ikke designekspertise
Design thinking har motiveret en lukrativ underindustri, som tjener penge på udvikling, facilitering og udbredelse af designmetoder. Der er i mange tilfælde tale om tænkte aktiviteter, som intet har med designdrevet udvikling at gøre: De bygger på fejlantagelser om anvendt designpraksis, og tilfører ringe værdi til innovationsarbejdet.
Selv anerkendte og udbredte metoder som framing, brainstorming, pattern recognition og card sorting har et væld af faldgruber, som det kræver designekspertise at navigere udenom. Den rigide struktur, der kendetegner præskriptive metoder, kan dominere processen i en grad, hvor man ender med at løse metoden fremfor problemet. Det modsatte gør sig gældende ved metoder af deskriptiv karakter, hvor manglen på struktur kan resultere i retningsløst kaos.
“Having access to the tools can be a little deceiving if you don’t understand how to use them in an appropriate way,”
Michael Hendrix, IDEO
Design thinking i praksis
Problemet med design thinking er, at den som løsningsstrategi kan være enten værdifuld eller meningsløs – afhængigt af hvordan den bruges. Når metoden anvendes efter hensigten, er den hjælpsom, og kan sikre et brugercentreret afsæt ved innovation af produkter og services. Løftet om, at den kan anvendes af alle – til alle problemtyper – er problematisk, for metoden har et væld af faldgruber, som kræver designekspertise at navigere udenom. Et redskab er ikke bedre end personen der bruger det.
Hvis du vil i gang med design thinking, har jeg tre råd til dig:
- Erstat post-its med skitser, billeder og fysiske modeller, og stimulerer din laterale tænkning – det er den, der sætter grænserne for din innovationskapacitet
- Se procesmodeller og metoder som vejledende og brug dem med omtanke – det er hverken modellen eller metoden du skal løse, men problemet
- Kreativitet er en muskel: Træn den i hverdagen og stå stærkere når du skal udfolde ideer og koncepter i en designproces